Når vandstanden stiger, går det ikke kun ud over os mennesker. Det går også ud over naturen, hvor blandt andet fuglene bliver hårdt ramt. Løsningerne findes, men det kræver politisk handling, hvis naturen skal reddes.
Af Morten Høeberg & Frederik Kargo
Bølgerne buldrer mod stranden. Der blæser en kraftig vind fra vest, hvilket kun forstærker havets frembrusen. 50 meter derfra står Henrik Lykke Sørensen på en forhøjning i klitlandskabet og betragter naturens gang. Han er skovfoged i det fredede vestjyske naturområde Skallingen.
“Der forsvinder tre-fire meter af kysten hvert år, så det går hurtigt her,” siger Henrik Lykke Sørensen.
For foden af den forhøjning, han står på, ligger et lille, hvidkalket hus kaldet madpakkehuset. Her kan Skallingens besøgende tage en pause i læ for vind og vejr.
Udover det lille hus og den smalle asfaltvej, der fører dertil, skal man kigge langt efter menneskelig indblanding i det store, fredede landskab. Kun Esbjerg Havn skuer i øjnene kilometer væk på den modsatte side af Ho Bugt.
Ud til Ho Bugt finder man det landskab, der ifølge Henrik Lykke Sørensen er det særlige ved Skallingen, nemlig strandengen. Det er et lavtliggende, grønt vådområde, der er leve- og ynglested for adskillige fugle.
Og selvom der hvert år forsvinder tre-fire meter af stranden på den vestlige kyst, er det strandengen mod øst, som først vil forsvinde.
Grunden? Den stigende vandstand.
Det er i nærmest bogstavelig forstand en spand koldt vand i hovedet på de fugle, for hvem strandengen er livsnødvendig, og for de økosystemer, fuglene indgår i.
Vandstanden stiger
Vandstanden stiger som konsekvens af den globale opvarmning, der betyder, at isen smelter på polerne.
Præcis hvor hurtigt, det går, kan være svært at spå om. Men en bredt anerkendt rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, peger på, at vandstanden sandsynligvis vil stige med over en meter frem mod år 2100.
Udover de konsekvenser, det kan få for os mennesker, kan det også få konsekvenser for naturen. Det betyder nemlig, at mange områder med bevaringsværdig natur vil komme til at ligge under vand. Skallingen er blot ét af de områder.
Kevin K. Clausen, der er forsker ved Aarhus Universitet, har bl.a. arbejdet med vandstandens påvirkning på naturen og fuglene. Han forklarer, at vandstandsstigningen især kommer til at gå ud over lavtliggende naturområder som strandenge.
“Der er mange fugle, der lever i de her områder, så de mister deres levesteder, når vandstanden stiger,” siger Kevin K. Clausen.
Havet rykker ind
I en verden uden menneskelig indblanding ville områderne ikke forsvinde, blot fordi vandstanden stiger. De naturlige processer erosion og sedimentation betyder, at levestederne sammen med havet ville rykke længere ind i landskabet.
Men problemet er, at landskabet ikke er uden menneskelig indblanding. Langs store dele af de danske kyster er der f.eks. bygget diger, der beskytter mod oversvømmelse.
Problemet med et dige er, at når vandstanden når diget, vil det være som at ramme en mur, og vandet vil ikke kunne rykke længere ind i landskabet. I stedet vil vandet blive presset op mod diget. Det betyder at vandstanden vil stige på ydersiden af diget, og områder som strandenge vil blive oversvømmet.
“Jeg vil helt sikkert sige, at det er et problem. Nogle af de fugle, som er afhængige af de her områder, er allerede sindssygt pressede. Jeg tror vi er nede på under 50 par, for de arter, hvor det er værst,” siger Kevin K. Clausen.
Arter kan forsvinde
Der bliver i forvejen færre af de afgræssede strandenge, hvor mange fuglearter lever. Hvis endnu flere områder kommer til at forsvinde på grund af den stigende vandstand, kan det få store konsekvenser, siger Kevin K. Clausen:
“Det er svært at spå om, hvordan fuglene konkret vil reagere, men det kan betyde, at de danske bestande af visse arter forsvinder.”
Ifølge Jesper Erenskjold Moeslund, der er forsker i biodiversitet ved Aarhus Universitet, er det ikke kun fuglene, den stigende vandstand går ud over. Hans analyser viser, at de zoner, der forsvinder, er dem, der indeholder den største biodiversitet.
“Der er sandsynligvis også planter, biller og andre artsgrupper, der kan blive ramt. Nogle af arterne findes kun i disse områder,” siger Jesper Erenskjold Moeslund.
Ifølge ham er der grund til bekymring.
“Set med fagbriller bliver der ikke gjort nok. Der er ingen tvivl om, at biodiversiteten ændrer sig. Vi passer simpelthen ikke godt nok på vores natur.”
Rylen trues
En af de fugle, hvis skæbne er uvis, er engrylen, der bl.a. yngler på Skallingen. Bestanden formodes at have været oppe på 50.000 par i Danmark, men i dag er der mindre end 150 par tilbage.
Det skyldes, at der i forvejen bliver færre af de afgræssede strandengsområder, hvor den holder til. Så når vandstanden stiger og oversvømmer den tilbageværende strandeng, vil bestanden for alvor blive truet.
Danmark får hvert år besøg af hundredtusinder af ryler på træk. Også disse trækgæster går en uvis fremtid i møde, når deres vante besøgssteder opsluges af havet.
Mange nyder naturen
I Dansk Ornitologisk Forening, som er en naturbeskyttelsesorganisation med særligt fokus på fugle, er man bekendt med, at levesteder kan gå tabt, når vandstanden stiger. Det er en problemstilling, man tager alvorligt.
Knud Flensted, der er biolog i foreningen, mener, at man bør gøre en indsats for at redde den bevaringsværdige natur.
”Der er mange mennesker, som nyder den danske natur. Derfor ville det være en skam at lade den gå tabt,” siger Knud Flensted, der også mener, at det kan have økonomiske konsekvenser:
”Vi har mange turist- og erhvervsinteresser i naturen, så jeg tror, det kan blive omkostningsfuldt ikke at gøre noget.”
Biolog i Danmarks Naturfredningsforening Bo Håkansson er enig i, at det er i Danmarks interesse at forhindre naturens tilbagegang.
”Jeg kender ingen, der siger, at de ikke holder af naturen. Alle holder af den. Af den grund ville det selvfølgelig være ærgerligt at lade noget af den gå tabt,” siger Bo Håkansson.
Sæt kysterne fri
Både Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening er tilhængere af at oprette bufferzoner. Det vil sige zoner, hvor kysterne frit kan få lov at vandre ind i landet uden at støde på diger eller anden menneskelig indblanding.
Her ville strandeng og lignende kystnatur vandre med ind i landet uden at blive oversvømmet. Det ville dog kræve, at man fjernede de nuværende diger.
Men ifølge Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening er det det værd.
”Diger er gift for strandenge. Det bedste for naturen ville være at sætte kysterne fri,” siger han.
Det er forskerne fra Aarhus Universitet enige i.
“Den eneste sikre måde at løse problemet på er at lade habitaterne rykke ind i landet. Helt naturligt,” siger Kevin K. Clausen.
“Problemet opstår kun, hvis der er en barriere. Hvis man fjerner barrieren, vil naturen bare indfinde sig i sin balance,” siger Jesper Erenskjold Moeslund.
Afvejning mellem hensyn
Men det er ikke en nem løsning. Problemet er, at vi vil passe på vores bygninger, vores veje og vores marker. Derfor bygger vi diger og kystbeskyttelse.
Det er altså en afvejning mellem naturhensyn og menneskelige hensyn.
“Det ville være optimalt at lade naturen gå sin gang og lade kysterne rykke ind i landet. Men byer skal selvfølgelig ikke skylles væk. Det handler om at finde den rette balance,” siger Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening.
Ifølge forsker Kevin K. Clausen er meget af den danske jord dog så gødsket og behandlet, at selv hvis vi lod kysterne vandre ind i landet, ville der muligvis ikke opstå strandvegetation af samme kvalitet, som det vi har i dag.
Strandeng skal afgræsses
Der findes en anden løsning på problemet.
Mange fugle kan kun leve på strandengene, hvis de afgræsses. Og når der bliver færre levesteder for fuglene, hænger det også sammen med, at meget af den eksisterende strandeng ikke afgræsses.
Førhen har man haft kvæg til at afgræsse arealerne, men det ses mindre i dag. Hvis landbrugene genoptog den praksis, ville det genskabe nogle af de tabte levesteder for fuglene.
“Afgræsning forhindrer ikke, at mange strandenge går tabt, som vandstanden stiger. Men på kort sigt kan det være med til at modsvare det tab, vi vil opleve i fuglebestandene,” siger Kevin K. Clausen.
Tilskud modarbejder målet
Det kan dog blive en udfordring at få flere kvæg på strandengene.
Der findes allerede et tilskud til afgræsning af strandengsarealer, men det er svært for landmændene at leve op til de krav, der skal opfyldes, for at få tilskuddet.
Derfor er det ifølge SEGES, landbrugets faglige videncenter under Landbrug og Fødevarer, ikke rentabelt for landmænd at have deres dyr græssende på fredede naturområder, som strandengsarealerne.
“Vi har nogle regler, der modarbejder målet og ikke giver landmændene en belønning for at lave en god naturindsats. Det er en kæmpe udfordring,” siger Heidi Buur Holbeck, naturchef i SEGES.
Hos SEGES arbejder man på at få ændret tilskudssystemet så det fremmer naturhensynet.
Biolog for Dansk Naturfredningsforening Bo Håkansson er glad for, at SEGES arbejder for at ændre de tilskud, som, han mener, har klare mangler.
”I nogle tilfælde straffes landmændene nærmest økonomisk for at varetage fredet natur. Jeg er bange for, at det skræmmer dem fra at lave gode tiltag. Det er hul i hovedet.”
Politikere anerkender problem
Hos Alternativet er natur og miljø mærkesager. Natur-, miljø- og landbrugsordfører, Susanne Zimmer, er positivt stemt overfor at lade dele af den danske kyststrækning vandre ind i landskabet. Også selvom det kan være omkostningsfuldt.
“Selvfølgelig skal vi gribe ind, hvis huse og byer er ved at styrte i havet. Men vi prioriterer natur over økonomi,” siger Susanne Zimmer.
Også i Venstre er man åbne overfor idéen.
“Vi er åbne overfor at se på, hvordan vi bedst hjælper naturen. Vi vil ikke udelukke, at der er steder, hvor man for naturens skyld kan undlade kystsikring,” siger Jacob Jensen, miljøordfører i Venstre.
I Venstre er man desuden lydhør i forhold til at kigge på den nuværende tilskudsordning.
“Tilskuddene fungerer ofte udmærket. Men ny viden kan sikkert tilføre nye muligheder for at gøre det endnu bedre. Så det skal undersøges nærmere,” siger Erling Bonnesen, landbrugsordfører i Venstre.
Også her er Alternativet enige. Ifølge Susanne Zimmer ville det være en fordel, hvis der var flere arealer, der blev afgræsset af dyr.
Det har ikke været muligt at få regeringen til at kommentere på specifikke forslag, men Socialdemokratiets miljø- og fødevareordfører, Mette Gjerskov, peger på, at de vil se på sagen, når regeringen skal indgå forhandlinger om en ny klimahandlingsplan.
“Det er absolut nødvendigt at finde en løsning, for der er nogle steder, der bliver rigtig hårdt ramt. Vi skal vægte natur og mennesker overfor hinanden, når vi laver handlingsplanen, og vi har en stor opgave foran os,” siger Mette Gjerskov.
Se reportage fra Skallingen:
Skallingen forsvinder
At lade kysten vandre ind i landet er ikke en løsning på Skallingen, da det store naturområde er en tange. Det vil sige, at det er omgivet af vand på begge sider.
Jo længere kysten rykker tilbage, jo mere forsvinder der af Skallingen. Det er derfor svært at forestille sig et scenarie, hvor Skallingen ikke ligger under vand i fremtiden.
Skovfoged Henrik Lykke Sørensen står stadig på forhøjningen i klitlandskabet. Nu med vestenvinden i ryggen og blikket rettet mod strandengen og Ho Bugt. Han har hidtil haft en stoisk ro, mens han har fortalt om det landskab, der nok forsvinder en dag, men nu kan han ikke længere holde det i sig:
“Jo, selvfølgelig er det ærgerligt, for det er jo noget natur, som folk kommer herud for at opleve.”
Selvom Skallingen muligvis ikke står til at redde, er der stadig håb for andre naturområder langs de danske kyster.
Men det kræver, at der bliver gjort noget.